onsdag den 28. februar 2018

Ulvemøde d. 28. februar 2018

Til dette møde var der igen et løb med to poster:


Den ene post var indenfor, hvor Jonas og Niels gennemgik, hvordan man sætter en bandage på. Der blev øvet stabilt sideleje samt alle Ulvene fik lavet sig en lille førstehjælpspose med to plastre, som kunne komme i deres uniformer.

Udenfor ved Kim og Kasper gennemgik de forskellige båltyper og hvilke båltyper, der er smarte at bruge på hvilke tidspunkter og til hvilke formål. Alle fik lavet bål, uden ret meget hjælp fra lederne.



torsdag den 22. februar 2018

Storspejdermøde d. 22. februar 2018

I aften lavede Troppen mad. Der blev lavet timian-gryde (kalve/svinekød) med bacon - og med suppehorn som tilbehør.

Troppen blev delt i to: Storspejderne for sig og Seniorerne for sig.


Martin og jeg måtte gerne hjælpe Storspejderne, mens Seniorerne kørte deres eget løb.

Der var dog ikke brug for ret meget hjælp ved Storspejderne, da de efter lidt startvanskeligheder med bålet kom i gang og fik afsluttet nogenlunde samtidig med Seniorerne. Begge timiangryder smagte rigtig godt og der blev skrabet gryder til sidst.



Simon har fremstillet en gryde-gizmothingy, som kan bruges på bål. Man kan placere gryder på den, så man har et stabilt "komfur". Han får lavet et par ekstra, som vi tager med til DM i Spejder (og andre arrangementer fremover).



Så vil det også være lidt nemmere at styre varmen, som der var lidt for meget af i aften. Det var ikke så nemt at skrue ned og når der ikke var mere tid, så blev det ikke noget specielt godt glødebål. Det bliver bedre næste gang.

Alle overlevede dog og maden blev spist op. Det var en succes.

onsdag den 21. februar 2018

Ulvemøde d. 21. februar 2018



Denne aften var Ulvene på et løb med to poster:

Den ene post var ved Kim og Niels, hvor der blev gennemgået førstehjælp og hvad man skulle gøre, hvis man skar sig, brændte sig eller skulle ringe 1-1-2. Det er en del af "Sygeplejerske"-mærket, som Ulvene er ved at tage p.t.

Den anden post var ved Kasper, Jonas og Mikkel, hvor der blev øvet båltænding.


søndag den 18. februar 2018

DM i Spejder 2018 (indbydelse)

Indbydelsen kan hentes via "Sedler og indbydelser" ude til højre eller via dette LINK.



søndag den 11. februar 2018

MUS-lejr 2018 (indbydelse)

Indbydelsen til årets MUS-lejr (for Ulvene) kan hentes via hjemmesiden 
under "Sedler og indbydelser" ude til højre eller via dette LINK.



Påskelejr 2018 (indbydelse)

Indbydelsen til årets Påskelejr kan hentes via hjemmesiden 
under "Sedler og indbydelser" ude til højre eller via dette LINK.


Landslotteriet 2018 (info og fælles lodseddelsalg)


Til ugens møder er der blevet udleveret lodsedler til de fremmødte Ulve, Juniorer, Storspejdere og Seniorer. Spejdere, der ikke har fået lodsedler, vil få udleveret til mødet efter Vinterferien.

Hver lodseddel koster 20 kr., hvoraf 14 kr. går til gruppen. Pengene bliver bl.a. brugt på aktiviteter, vores huse/grunde og lejre/arrangementer. De kommer alle i gruppen til gode.

Korpset har valgt at lave den interne konkurrence lidt anderledes i år: man sender den bagerste seddel ind og så er det gruppen, der deltager i en konkurrence om nye sangbøger til gruppen. I skal ikke sende den bagerste seddel: det gør vi i gruppen. Læs mere nedenfor.



Det ændrer dog ikke på, at vi har to interne konkurrence ved Vissenbjerg Gruppe:

Nr. 1-konkurrence: den spejder, der sælger flest lodsedler, vil modtage en flot spejder-præmie, når salgsperioden er slut. Når I har solgt de 10 lodsedler I har modtaget (og afleveret pengene/jeres lodseddel) kan I få flere udleveret af jeres leder (Rasmus eller Niels).

Nr. 2-konkurrence: når alle lodsedler er solgt og vi har modtaget jeres personlige lodsedler tilbage i gruppen vil Lykkens Gode Fe (Kim) trække én vinder, som også vinder en flot spejder-præmie.


Vigtig info:

Ved aflevering af jeres lodseddel (den bagerste i bundtet) skal I sørge for, at I har skrevet spejderens navn på, hvis det ikke allerede var på ved udleveringen.

I afleverer jeres lodseddel sammen med pengene og en seddel, hvor I skriver på, hvis der er overført penge til vores MobilePay 91048


Datoer:

Landslotteriet 2018 kører fra d. 28. januar til d. 15. april.

Penge/jeres lodsedler skal afleveres senest d. 22. marts.


Fælles lodseddelsalg:

Ligesom de andre år har vi et fælles lodseddelsalg, hvor Ulve, Juniorer, Storspejdere, Seniorer og ledere deltager. Der er mødepligt, så husk at melde afbud, hvis du ikke kan deltage, da dette arrangement også tæller med i mødestjerne-optællingen.

Arrangementet foregår lørdag d. 3. marts 2018, hvor vi mødes ved Vissenbjerg Hallerne kl. 10.00 og afslutter på Bakkevej 49 med varm kakao og lidt godt at spise kl. 14.00. Husk varmt tøj, madpakke og drikkelse.

Vi har brug for forældrehjælp til at kunne dække byen og omegn, så meld tilbage på kfumvissenbjerg@gmail.com med tilmelding/afbud og gerne om I deltager med forældre.

S.U. er d. 1. marts.

I skal ikke medbringe jeres egne lodseddel-bundter denne dag.

torsdag den 8. februar 2018

Storspejdermøde d. 8. februar 2018

I aften var vi taget på Sortenkær, hvor der blev øvet besnøringer.

Troppen byggede et brynback-tårn (et tårn, der bl.a. kan bruges til signalering).

Det var en smule koldt, men stort set alle overlevede.


Opløsning af Bæver-enhed

Kære Bævere

Vi har desværre ikke fået nye ledere til bæver-enheden, så fastelavnsfesten bliver sidste møde.

Alle Bævere, der skal rykke op til Ulvene til sommer, vil blive overflyttet til medlemsskab uden betaling indtil da. De Bævere, der skal i 1. kl. efter sommerferien, følger med sammen med de andre Bævere op til Ulvene efter sommerferien. De bliver også overflyttet til medlemsskab uden betaling indtil da.

I kan følge med på hjemmesiden og Facebook, hvor det vil blive slået op når der er ledere der har meldt sig og vi kan starte enheden op igen.

Mvh Grupperådet


Mere info kan findes HER og HER.

Hvis du ønsker at kontakte os angående at blive leder, så kan du sende os en mail på kfumvissenbjerg@gmail.com og så vender vi hurtigt tilbage til dig med mere info.

onsdag den 7. februar 2018

Ulvemøde d. 7. februar 2018

Ulvemødet startede med et løb, hvor der var tre poster udenfor.

På post nr. 1 stod Jonas og Mikkel: her skulle man øve Ulvelov/Ulveløfte og Ulvesangen.
På post nr. 2 stod Mathias: her skulle man testes i sin viden om junglens dyr fra "Junglebogen".
På post nr. 3 stod Kim og Niels: her blev der øvet råbåndsknob og flagknob.

Efter det var et par omgange gemme udenfor - og derefter gik alle indenfor.

Indenfor blev der leget "Jorden er giftig" med forskellige regler og til sidst blev der delt lodsedler ud.



Årets sommerlejr for Juniorerne/Storspejderne/Seniorerne



Årets sommerlejr er en centerlejr på Spejdercentret Assenbækmølle (et sted i Jylland).

Det foregår fra d. 30. juni til 7. juli 2018 (uge 27).

Læs mere om de mulige aktiviteter på spejdercentret HER.

Sæt kryds i kalenderen - indbydelsen er på trapperne.

tirsdag den 6. februar 2018

Påskelejr 2018: Årets tema er...

...(tromme-hvirvel):


Årets påskelejr er vanen tro på Skåstrup Strand og det er fra d. 23. - 25. marts.

Sæt kryds i kalenderen - indbydelsen er på trapperne.

Årets sommerlejr for Ulvene: MUS-lejr på Port Arthur


I år er Ulvenes sommerlejr på Port Arthur, hvor vi deltager i MUS-lejren. 

Temaet er i år: nordisk mytologi.

Det er fra den 18. til d. 21. maj (i pinsen).

Sæt kryds i kalenderen - indbydelsen er på trapperne.

torsdag den 1. februar 2018

Storspejdermøde d. 1. februar 2018






I aften tog Mathias N.T., Simon, Filip, Malte, Casper, Magnus, Oliver og Theis Sølvmærket i Knotnut-mærket.

Spejderen skal kunne binde 10 forskellige knob + 2 pynteknob eller splejsninger. Kende deres navn og vide hvad de kan bruges til.