søndag den 30. september 2018

Dagbog: Bacontur med Troppen (28. - 30. september 2018)

Fredag

Vi mødtes på Bakkevej 49 kl. 19.00, hvor vi startede med at synge "Ja, vi er danske spejdere". Derefter fik Troppen aftenens program at vide.

De tre patruljer skulle hver især gå op i Spar og købe ind til det mad med bacon, som de skulle stå for om lørdagen.


Hver patrulje fik en leder med til at hjælpe med indkøbene, hvis de havde brug for det. Den leder var også go to-guy, hvis der var noget, der skulle hjælpes med, når de gik i gang med maden.

"De brændende pinde": morgenmad (leder: Mathias)
"Bla-bla-bla": frokost (leder: Kasper)
"Øøøhhh...": aftensmad (leder: Simon)

Når den ene patrulje kom tilbage, så gik den næste patrulje afsted.


Frokost- og aftensmads-patruljerne fik sat gruppens nye tunneltelt op på rekordtid og kunne nu gøre klar til at skulle afsted lidt senere. Der blev hygget, spillet kort og andre ting imens.

Pigerne fik desuden indrettet sig i vores nyligt opryddede materialerum, så de kunne sove der fredag og lørdag nat.

Da "De brændende pinde" kom tilbage gik de i gang med at lave deres morgenmad, som godt kunne laves om aftenen, så det var klar næste morgen.

Omkring kl. 21.30 havde alle patruljer handlet ind og der blev nu spillet "Varulv", som Kirstine introducerede. Det var en stor succes og det blev spillet mange gange i løbet af weekenden.


Ca. kl. 23.00 blev der fundet en film på Netflix ("Guardians of the Galaxy vol. 2"), som fredagen blev sluttet af med inden alle gik i seng.


Lørdag

Kl. 8.30 var Troppen klar til morgenmad. Lidt senere gik "Bla-bla-bla" i gang med deres mad-projekt til frokost, der blev spillet "Varulv" indenfor og udenfor blev der spillet/leget/kæmpet "Freezer".


Der var frokost ca. kl. 12.00, som blev indtaget med rigelige mængder cola.

Kl. 13.00 begyndte byløbet "24 3 timer med selvudløser", hvor de tre patruljer skulle rundt i byen og løse en stak foto-opgaver med forskellige temaer, som skulle uploades i en FB-gruppe, der var oprettet til formålet.

Mathias, Simon og Kasper holdt styr på løbet på deres telefoner, hvor der i løbet af de tre timer kom flere og flere opgaver frem inde i gruppen.

Omkring kl. 16.30 var løbet slut, de tre dommere (Mathias, Simon og Kasper) havde voteret og fik kåret en vinder. Vinderen blev patruljen "Bla-bla-bla".


Aftensmads-patruljen "Øøøhhh..." gik i gang med deres mad og omkring kl. 19.00 var der aftensmad, som blev spist rub og stub.


Efter aftensmaden var fortæret kunne der blive lavet bacon-brownies i de fade, som maden havde været i.

Lidt senere på aftenen blev der spist bacon-brownies, Ziggie-cookies, is og resterne af Gustavs bacon-kage. De sidste par timer blev der hørt 70er/80er/90er-musik og spillet en masse "Varulv".

Kl. 00.00 blev der udleveret bacon-mærker til alle, Biky-mærke til Mathias, Makkermarch-mærke til Kasper og Sovepose 365-mærker til Ziggie og Astrid. STORT tillykke til alle :-)


Søndag

Kl. 8.30 begyndte de første Tropsspejdere at spise morgenmad, der bestod af lidt mere bacon (i chokoladesvøb), corn flakes, havregryn, bacon brownies og rugbrød.

Med morgenmaden i maven var Troppen klar til at få taget tunnelteltet ned, ryddet deres bagage sammen, taget den sidste opvask og nå ja, lige et par omgange "Varulv".

Kl. 11.00 sluttede vi af med "Spejderbønnen" og der blev sagt god weekend og tak for en rigtig god tur.


P.S. Tak for godt samarbejde til Mathias, Kasper og Simon.

Ziggie og Astrid har modtaget Sovepose365-mærket (30. september 2018)


På weekendens Bacontur modtog Ziggie og Astrid Sovepose365-mærket 
for at have sovet i deres soveposer i et år 
(de har, så vidt jeg ved, været ude af dem om dagen).

Godt gået/sovet! Tillykke med det :-)


Mathias N. har modtaget Biky-mærket (30. september 2018)


På weekendens Bacontur modtog Mathias N. Biky-mærket 
for at have cyklet til og fra de ugentlige spejdermøder et helt år.

Godt gået/cyklet! Tillykke med det :-)


torsdag den 27. september 2018

Tropsmøde d. 27. september 2018

Aftenens møde startede med, at de tre patruljer fik lavet indkøbslister til indkøb på Bacon-turen her i weekenden. De skal selv købe ingredienserne ind i morgen aften.

Da den første patrulje var færdig med at lave deres indkøbsliste fik de en opgave: lav en freezerbane et sted på grunden på Bakkevej 49 - til brug i weekenden.

Den anden patrulje fik opgaven, at de skulle bære patruljekasserne nede i huset op i skuret.

Den tredje patrulje startede et bål, hvor noget af det overskydende rådne træ fra skuret kunne brændes af.

Efter en drikkepause blev en af patruljerne sendt ind i huset for at finde en leg, som vi kunne slutte af med. Det fandt de og alle gik indenfor, undtagen freezer-patruljen, der ville være færdige med banen og kun manglede en lille smule.

Til sidst blev der leget avisbanke-leg (med alle tre patruljer) og sunget af.

YouTube-kanalen: https://www.youtube.com/user/sondersovej

 

onsdag den 26. september 2018

Ulvemøde d. 26. september 2018

Til aftenens møde fik patruljerne pillet hulerne ned igen, ryddet op og sat rafter tilbage på plads.

Efter dette store arbejde blev der uddelt flødeboller af Marcus E.J., da han har fødselsdag på fredag. Tak for flødeboller, Marcus.

Til sidst gennemgik Mathias og Kim reglerne for "Knivbevis" sammen med de nye Ulve, så de var klar til at få udleveret mærket, der betyder, at de nu må bære kniv.

Læs mere om reglerne HER - infoen er også tilgængelig via Ulve-siden på vores hjemmeside.

Mødet sluttede med udlevering af "Hulebygger" og "Knivbevis" til Ulvene. De to helt nye Ulve, som startede sidste onsdag, fik udleveret deres uniformer og tørklæder. De får "Knivbevis" næste gang.

Hvis I er i tvivl om, hvor mærkerne skal placeres, så kan der findes hjælp HER.




mandag den 24. september 2018

Efterår på Bakkevej - tak for i dag

Så blev det efterår på Bakkevej. Tak til alle som deltog, først som sidst, stort som småt. Det var en hyggelig og forrygende dag, hvor der virkelig blev gjort en forskel.

Vi fik:
  • Beskåret krat langs vejen, så det er til at køre der
  • Strammet en række bolte der var gået løs
  • Ryddet op i  og renoveret tag på skuret
  • Rengjort hytten
  • Fikset udendørslyset
  • Ryddet op i stolene
  • Renset tagrender
  • Ordnet bålstedet
  • Pudset vinduer, inde og ude
  • Ryddet op og bygget hylder i materialerummet
  • Ryddet op i skoven og lagt brænde på plads
  • Buskryddet i skoven, så det er til at være der
  • Pakket isolering sammen, som fuglene var i gang med at stjæle
  • Ryddet op på loftet












torsdag den 20. september 2018

Tropsmøde d. 20. september 2018

I aften var vi rykket på Bakkevej 49, hvor vi skulle planlægge den kommende weekendtur.

De tre patruljer startede med at finde ud af, hvilken mad vi skulle have om lørdagen: morgenmad, frokost og aftensmad - alle med en god dosis bacon, da vi tager Bacon-mærket denne weekend (bacon til alle måltider).


Efter det gik Troppen udenfor, hvor Simon og Kasper stod for en omgang "Edderkoppen efter fluerne", hvor en stor Trops-edderkop jagtede Trops-fluer rundt om spejderhuset. Det gav sved på panden.


Da idrætstimen var færdig gik alle indenfor igen, hvor de nu skulle finde ud af, hvad de havde lyst til at lave på weekendturen udover at spise bacon.

Hjernerne blev ransaget, der blev lavet ønskelister og alle gik nu udenfor igen, hvor Simon og Kasper havde fundet på en ret genial variation af "Stoledans": stolene var sat rundt om huset og musikken kom ud af vinduerne. Reglerne var de samme som sædvanlig - der var bare langt imellem stolene.


onsdag den 19. september 2018

Ulvemøde d. 19. september 2018

Hulemøde

I dag viste ulvene deres huler frem for forældrene, derefter var der et løb hvor ulve og forældre var ude på 4 poster.

1 Syng en sang med vand i munden.
2 Fortæl en vittighed.
3 Find på en dans.
4 Vend kiks i munden.

Vi er utrolig glade for den store opbakning fra forældre, det var godt at se at så mange dukkede op.
Vi håber alle havde en hyggelig aften og stort tak til dem der havde kage med.

I næste uge får ulvene to mærker. Hulebyggermærke, samt knivbevis.




tirsdag den 18. september 2018

Indbydelse til pioneringsdag på Sortenkær d. 22. september 2018 (Troppen)

Tropassistent Simon har arrangeret en pioneringsdag på Sortenkær på lørdag:
Husk madpakke. Hvis I kan komme, så send en sms til Simon på tlf. 25 15 55 09

torsdag den 13. september 2018

Tropsmøde d. 13. september 2018

Til aftenens møde øvede Troppen pejling med kompas. De skulle lave en rute med kompas-koordinater til en anden patrulje og selv prøve at gå en af de andres ruter.



Undervejs blev patruljerne sat til at lave en romersk stridsvogn, som de dystede i til sidst på mødet.



Ingen kom til skade, men Niels' tæer var tæt på at blive lettere fladmaste, da han var den "pæl", som stridsvognene skulle udenom for enden af banen.

onsdag den 12. september 2018

Hulemøde på Sortenkær (19. september 2018)

På onsdag d. 19. september afholder Ulvene Åben hule-arrangement på Sortenkær, hvor Ulvene meget gerne vil vise deres huler frem til deres forældre, søskende, bedsteforældre og andre interesserede.

Det er en del af Ulvenes Hulebygger-mærke.

Der vil være små konkurrencer, lege og lidt godt at spise/drikke.

Det foregår den sædvanlige tid: fra kl. 18.00 til kl. 19.30.

Vi håber på at se rigtig mange af jer på onsdag.

Vel mødt!

P.S. Hvis nogen har lyst til at bage en kage og tage med, så vil det være meget påskønnet 😎

Ulvemøde d. 12. september 2018

Ulvene arbejdede videre med at bygge huler og blev 95 % færdige i aften.

Der blev sluttet af med at synge "Ulvebønnen".



lørdag den 8. september 2018

torsdag den 6. september 2018

Tropsmøde d. 6. september 2018

Troppen fortsatte med at pionere og i aften skulle de bygge en bro over en å, der lige pludselig var opstået inde midt på Sortenkær. De skulle bygge typen "A frame bridge", hvor man bruger en A-buk som midte. Alle tre patruljer fik bygget hver deres bro og de fik opdaget, at det er en god ide at samarbejde, når man laver sådan et projekt.

Der blev sluttet af med at skille broerne fra hinanden, rydde rafter og tovværk på plads samt at tjekke, at alt var ryddet ordentligt op.




Efterår på Bakkevej


Kom og vær med til at gøre Bakkevej klar til sæsonen
Mvh Grupperådet

onsdag den 5. september 2018

Ulvemøde d. 5. september 2018

Ulvene har bygget vidre, på deres fine huler. De er nemlig i gang med hulebygger mærket.
De er godt i gang med at bygge huler. En af hulerne har både en postkasse og sofa, og et toilet er vidst på vej. Det skal nok blive godt.





søndag den 2. september 2018

Bacontur for Troppen på Bakkevej 49 (uge 39)


Fredag d. 28. september til søndag d. 30. september

afholder Troppen en weekendtur på Bakkevej 49
hvor vi bl.a. skal tage Bacon-mærket (bacon til alle måltider i et døgn),
øve patrulje-samarbejdet og hygge sammen.

Vi mødes:

fredag kl. 19.00: spis aftensmad hjemmefra

Vi afslutter:

søndag kl. 11.00

Medbring: alm. weekendudrustning til at sove udenfor i telt
(skiftetøj, lygte, sovepose, liggeunderlag etc.)

Kontakt-tlf.: 26 27 72 46 (Niels)


Arrangementet koster 150 kr. og S.U. er torsdag d. 27. september.

Hvis I ikke kan deltage, så sender I en mail/sms til Niels inden S.U.

Betaling foregår via MobilePay 91048
(husk at skrive "Bacontur" som tekst ved overførsel).