torsdag den 28. februar 2019

Tropsmøde d. 28. februar 2019

Patruljerne meldte klar til hver deres leder og skulle nu vælge en terning, som de skulle bruge resten af aftenen.

Der var blevet hængt 78 klemmer op i krattet ovenfor Spejderhuset på Bakkevej 49. Klemmerne havde fået et nummer fra 1 til 78.


Hvis en patrulje f.eks. slog 4 med deres terning, så skulle de finde klemmen med 4 på, tage et billede af den og melde klar til deres leder, som så stillede dem et spørgsmål. Hvis de svarede rigtigt, så kunne de slå igen og gå videre. Hvis de svarede forkert, så måtte de trække tallet fra og prøve igen.

Vinderpatruljen blev "Øøøhhh...", men de var generelt ret tætte.

Efter at have tonset igennem i lidt over en time var det blevet tid til at gå indenfor, hvor der blev spillet et par omgange "Avisbankeleg".

onsdag den 27. februar 2019

Ulvemøde d. 27. februar 2019

I aften gik to af de fire patruljer med Kim, Kasper og Mikkel en tur i skoven, hvor de fandt pinde til standere og lavede forskellige skovaktiviteter.

De andre to patruljer blev på Bakkevej 49 sammen med Mathias, Jonas og Niels, hvor de øvede samarbejde med gruppens LEGO og fik bygget en masse flotte ting. Der var også lige tid til en omgang Ulvefange.


Næste gang bytter patruljerne, så alle får prøvet begge ting.







torsdag den 21. februar 2019

Tropsmøde d. 21. februar 2019

De tre patruljer startede med at bruge ti minutter på at finde ud af, hvor mange morse-bogstaver de kunne udenad. De måtte kun bruge deres hjerner. Resultaterne blev: fem, seks og syv bogstaver pr. patrulje.


Derefter skulle de have en besked ud af en to-liters-sodavandsflaske, men de måtte ikke røre flasken. Beskeden var i et vaniljerør inde i flasken.

Efter lidt tænketid fik de beskeden ud og begyndte at løse den (det var morse). Den gav dog ikke så meget mening, så de måtte lige tænke lidt mere over, hvad der måske kunne være løsningen. Løsningen var, at det de havde oversat fra morse også var lavet med AK-kode, så der måtte lige afkodes lidt mere.


Næste skridt var, at der stod i beskeden, at de skulle have noget ned fra tagrenden på den anden side af huset. Der var en pose med lighter/tændstikker til alle tre patruljer og de skulle nu begynde på at lave et bål, der kunne brænde en snor over, der var lige så højt oppe som hoften på den største spejder i deres patrulje.

Den første patrulje, der fik brændt snoren over, fik en præmie (en pose pebernødder).


Samtidig med var nogen fra patruljerne i gang med en udfordring nede i skoven, hvor de skulle grave sig under en rafte. Raften blev lagt på jorden og de skulle grave et hul, så de kunne krybe under raften.

onsdag den 20. februar 2019

Ulvemøde d. 20. februar 2019

Til aftenens møde var halvdelen af Ulvene indenfor til at starte med, hvor de malede fastelavnstønder.

Den anden halvdel var udenfor, hvor der blev snittet træmænd på bedste Emil-facon.

Efter en lille halv time byttede de to hold Ulve, så alle fik prøvet begge ting.




søndag den 17. februar 2019

Landslotteriet 2019 (info og fælles lodseddelsalg)


Til møderne før vinterferien blev der udleveret lodsedler til de fremmødte Ulve, Juniorer, Storspejdere og Seniorer. Spejdere, der ikke har fået lodsedler, vil få udleveret til mødet efter vinterferien.

Hver lodseddel koster 25 kr., hvoraf 17 kr. går til gruppen. Pengene bliver bl.a. brugt på aktiviteter, vores huse/grunde og lejre/arrangementer. De kommer alle i gruppen til gode.

Korpset har valgt at lave den interne konkurrence lidt anderledes i år: man sender den bagerste seddel ind og så er det gruppen, der deltager i en konkurrence om et shelter til gruppen. I skal ikke sende den bagerste seddel: det gør vi i gruppen. Læs mere nedenfor.


Det ændrer dog ikke på, at vi har to interne konkurrencer ved Vissenbjerg Gruppe:

Nr. 1-konkurrence: den spejder, der sælger flest lodsedler, vil modtage en flot spejder-præmie, når salgsperioden er slut. Når I har solgt de 10 lodsedler I har modtaget (og afleveret pengene/jeres lodseddel) kan I få flere udleveret af jeres leder (Rasmus eller Niels).

Nr. 2-konkurrence: når alle lodsedler er solgt og vi har modtaget jeres personlige lodsedler tilbage i gruppen vil Lykkens Gode Fe (Mathias) trække én vinder, som også vinder en flot spejder-præmie.


Vigtig info:

Ved aflevering af jeres lodseddel (den bagerste i bundtet) skal I sørge for, at I har skrevet spejderens navn på, hvis det ikke allerede var på ved udleveringen.

I afleverer jeres lodseddel sammen med pengene og en seddel, hvor I skriver på, hvis der er overført penge til vores MobilePay 91048


Datoer:

Landslotteriet 2019 kører fra d. 26. januar til d. 14. april.

Penge/jeres lodsedler skal afleveres senest d. 18. april.


Fælles lodseddelsalg:

Ligesom de andre år har vi et fælles lodseddelsalg, hvor Ulve, Juniorer, Storspejdere, Seniorer og ledere deltager. Der er mødepligt, så husk at melde afbud, hvis du ikke kan deltage, da dette arrangement også tæller med i mødestjerne-optællingen.

Arrangementet foregår lørdag d. 9. marts 2019, hvor vi mødes ved Vissenbjerg Hallerne kl. 10.00 og afslutter på Bakkevej 49 med varm kakao og lidt godt at spise kl. 14.00. Husk varmt tøj, madpakke og drikkelse.

Vi har brug for forældrehjælp til at kunne dække byen og omegn, så meld meget gerne tilbage på kfumvissenbjerg@gmail.com med tilmelding/afbud og gerne om I deltager med forældre.

S.U. er d. 7. marts.


I skal ikke medbringe jeres egne lodseddel-bundter denne dag.

torsdag den 7. februar 2019

Tropsmøde d. 7. februar 2019

Troppen lavede Lege-marathon, hvor hver patrulje skulle stå for tre lege - og så skulle de leges inde i huset. Det gav anledning til farverigt sprog, anderledes brug af hytten og meget stille spejdere.






onsdag den 6. februar 2019

Ulvemøde d. 6. februar 2019

Aftenens program var morse/knob indenfor og båltænding udenfor, ligesom ugen før, bare denne gang med nye patruljer på posterne.

Der blev sluttet af med stoledans indenfor.