torsdag den 31. oktober 2019

Løb ved Langesø for Junior og Trop (dagbog)

Tirsdag eftermiddag gik jeg en tur rundt om Langesø og lagde ca. 21 poster ud med Woop-appen.

Det var spørgsmål om gyserfilm, Kaspers bil, alderen på lederne, hvad hedder “Jaws” på dansk og hvem har skrevet Gåsehuds-bøgerne. Samtidig med de spørgsmål ville der være levende poster med lederne fra Juniorerne og Troppen, så der blev lidt opbrud i løbet med almindelige poster.


Torsdag aften dukkede Juniorerne og Troppen op ved Langesø via samkørsel fra Vissenbjerg.

De fremmødte Juniorer blev sat ind i de tre Trops-patruljer og patruljerne blev sendt afsted med fem minutters mellemrum, så der var lidt plads imellem dem.

Lederne gik ud på deres poster og begyndte at vente på spejderne. Ved post tre/fire begyndte det at gøre knuder, da spejderne ikke kunne få appen til at “fange” posten. Efter lidt telefonkonsultation gik den ene patrulje videre og skulle bare tage de levende poster, som bl.a. bestod af at klatre igennem et spindelvæv, fortælle en spøwelseshistorie oppe ved kapellet og sætte vorten på heksen.

De to sidste patruljer fulgtes ad og prøvede at starte forfra igen på løbet, da det måske ville få posten til at komme frem. Det lykkedes også lidt, men så gjorde appen/løbet knuder igen. Da de nåede frem til posten ved Rasmus G. gennemførte de den post og gik tilbage igen til start sammen med ham, da de ikke kunne nå søen rundt.

Den tredje patrulje nåede søen rundt og nåede alle de levende poster, undtagen den ved Rasmus G., som de var gået forbi.

Til sidst blev der sunget af og alle kørte hjem til Vissenbjerg igen.

onsdag den 30. oktober 2019

Lejre og weekendture i 2020 (sæt kryds i kalenderen)

Uge 3: Weekendtur på Ravnedam (Ulvene) (17. - 18.  januar)

Uge 3: Weekendtur på Ravnedam (Juniorerne/Troppen+) (18 - 19. januar)
Uge 14: Påskelejr på Skåstrup Strand (Alle) (3. - 5. april)

Uge 16: DM i Spejder-kvalifikation på Port Arthur (Troppen+) (17. - 19. april)

Uge 22: MUS-lejr på Port Arthur (Ulvene) (29. maj - 1. juni)

Uge 28: Fælles distriktssommerlejr på Hylkedam v. Gelsted 
(Juniorerne/Troppen+) (4. til 11. juli)


Der kommer mere info ud om alle lejre/weekendture, når vi kommer lidt tættere på.



søndag den 27. oktober 2019

Ulvetur på Bakkevej 49 (dagbog)

Lørdag d. 26. oktober kl. 13.00 mødtes Ulvene på Bakkevej 49, hvor de startede med at lægge deres tasker, soveposer og liggeunderlag ind i materialerummet.

Bagefter gik de ud på et byløb i Vissenbjerg. Mikkel havde lavet spørgsmålene og Kim havde lagt posterne ud med appen Geoquestor.


Ca. to timer senere var Ulvene tilbage i spejderhuset igen, hvor der var saft og chokoladekiks.

Der blev leget "jorden er giftig" og "avisbankeleg" og Legoet blev fundet frem.


Kl. 16.00 kørte Kasper og Jonas op til Spar sammen med et par af Ulvene, hvor de fik handlet ind til aftensmad, morgenmad og generel hygge.

Aftensmaden blev begyndt kl. 17.00 og menuen stod på lasagne med ciabattabrød, gnave-agurker og gnave-gulerødder. Mens der blev lavet mad af et par af Ulvene, med hjælp fra Kasper og Niels, blev der lavet bål, huler og andre ting udenfor af resten af Ulvene.


Kl. 18.30 blev aftensmaden serveret.


Et par timer senere - efter opvask, mere Lego-bygning, mere hule-bygning, lege udenfor og andre ting - var det blevet tid til at se soveposer. Kim stod for godnathistorierne, som traditionen tro var fra Rune T. Kiddes "Ækle Æventyr".


Næste morgen blev der kreeret havregrød til morgenmaden, som også bestod af corn flakes, havregryn, kakao og juice. Efter oprydning og opvask arbejdede Ulvene videre i hulerne og kl. 10 blev Ulvene hentet af deres forældre.

Tak for en god tur fra Kasper, Kim, Jonas og Niels.

torsdag den 24. oktober 2019

Tropsmøde d. 24. oktober 2019



Til aftenens Tropsmøde begav alle tre patruljer sig ud i byen for at lægge et Woop-jagt ud.

Det tog ca. en time og den sidste time brugte de på at løse en af de andre patruljers Woop-jagt.

onsdag den 23. oktober 2019

Ulvemøde d. 23. oktober 2019

Mathias og Kasper stod for aftenens emne, som var: "Den Store Amo-kagedyst".

Der blev bagt chokoladekage og gulerodskage.



torsdag den 10. oktober 2019

Tropsmøde d. 10. oktober 2019


I aften havde Troppen sidste møde på Sortenkær indtil videre.

Vi sluttede af med at øve en omgang morse, hvor hver patrulje (i aften var der kun to patruljer) skulle lave et sendetårn af rafter og sende en besked til den anden patrulje med deres lommelygte.

Der blev sluttet af med kage (friskhjembragt fra Spar) og ryddet rafter på plads.

onsdag den 9. oktober 2019

Ulvemøde d. 9. oktober 2019

Trods regn, dårligt vejer og mandefald blandt lederne, blev der på aftenens møde gennemført et lille løb rundt på Sortenkær.

På løbet var der tre poster i form af “Knob”, “Snitning” og “Kompas og Retninger”. Mødet sluttede med “Alle mine kyllinger kom hjem” og lidt fri leg, inden at vi kunne køre våde og kolde hjem.


mandag den 7. oktober 2019

Efterår på Bakkevej 29/9



Tak for en hyggelig og effektiv arbejdsdag på Bakkevej

Vi fik lavet ophæng til våde telte, gjort hovedrent i hele hytten, hængt patruljestandere op, sat væv op bag vasken, renset tagrender, udskiftet noget belysning udenfor, ryddet krat i skoven, ryddet krat langs vejen, lagt et kloakdæksel på plads, ryddet op i telt- og materialerum og skåret lavthængene grene væk fra vejen.

Tak til jer der deltog, for en god indsats og højt humør!

Se billeder her (klik)

/Jeannie

lørdag den 5. oktober 2019

BUJ-dag d. 5. oktober 2019 (dagbog)


Så blev årets BUJ - dag afholdt. Vejret var godt og spejderne hyggede sig.

Vi havde igen i år "Det muntre køkken" med. 

Julie og Maria samt Kian og Marcus fik taget "5 timer parløb"

torsdag den 3. oktober 2019

Tropsmøde d. 3. oktober 2019

Troppen var rykket på Bakkevej 49 i aften for at lave et forsøg med kage over bål.

De blev delt op i forskellige små arbejdsgrupper, hvor de skulle lave hhv. dej til kagen (Amos kagemix), lave forme af sølvpapir, finde gryder til at bage i (gamle gryder og låg fra skuret) og ikke mindst lave et rigtig godt glødebål til at bage kager på.


Da det blev tid til at få kagerne på bålet var der ikke helt nok gløder til at kunne dække gryderne med, så der blev kørt lidt (meget) op for varmen, så der kunne komme varme nok til at bage kager med.

Det viste sig dog, at der lige var skruet et par grader for meget op for termostaten på bålet, da gryderne blev brændt igennem og kagerne ikke blev voldsomt spiselige. Sølvpapirsformene, som kagerne var i, holdt dog fint. Næste gang skal der bare ikke være decideret ild/flammer, men kun masser af gløder. Så har vi lært det.


onsdag den 2. oktober 2019

Ulvemøde d. 2. oktober 2019

I aften var Ulvene på tre poster:

1. Bestemmelsesdug med træer (Jonas og Mathias)
2. Bestemmelsesdug med dyr (Kim)
3. Bestemmelsesdug med svampe (Kasper og Niels)

Sortenkær blev gennemsøgt og støvsuget på alle leder og kanter.