Viser opslag med etiketten DM i Spejder 2018. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten DM i Spejder 2018. Vis alle opslag

mandag den 16. april 2018

DM i spejder - Bonderøvene

DM i spejder startede med at vi skulle sætte vores telte op. Til vores store irritation manglede der både stænger og et underlag, så vi fik Niels til at hente et underlag, så var det problem løst.
De manglende stænger løste vi ved at lave en "teltbivuak" altså hvor vi kun lå under oversejlet, fordi vi ikke havde nok stænger til at sætte indersejlet op.

Så vi endte med et telt, der både blev kommenteret og fotograferet. For os var det dog lettere besværligt at komme ind og ud af. Men det virkede fint, lidt koldt, men virkede fint, så vi aftalte at det var hvad vi gjorde i fremtiden.

Ellers var vi rundt på en masse løb og vi kæmpede hårdt, men vi kom ikke videre, men det gør ikke noget, for vi tager med for at prøve os selv af,  - have det sjovt, møde nye mennesker og så videre.

Hvis jeg skal skrive noget vi skal blive bedre til, ville det helt klart være orientering med kompas. Men ellers gik det udmærket. ( godt kæmpet til dem der var med)

Maden blev overraskende god. Den bestod af karry kylling, med en salat, og "hvidløgs"brød. Der var ikke meget hvidløg i vores brød og det der var kom i klumper. Men brødet smagte vildt godt, der var også vildt meget olie på panden.

Så alt i alt en udmærket tur for Bonderøvenes vedkommene.


torsdag den 12. april 2018

Tropsmøde d. 12. april 2018

Tropsspejderne fik pakket patruljekasser ud, vasket op og sat tingene på plads igen.

Ziggie og Sille hjalp med at lave de sidste ting færdige på Ulvenes standere og Theis sluttede af med at sætte læderstykkerne fast på kæppene.


Samtidig med var der fireball (sammen med Michael) udenfor, hvor Seniorerne og de spejdere, der ikke deltog i DM i Spejder, startede og var i gang den første time.

Efter det blev der byttet, så Tropsspejderne lavede fireball og det første fireball-hold tjekkede telte. Det viste sig nemlig, at teltene ikke havde været komplette efter telt-tjekningen sidste torsdag og det havde givet lidt udfordringer til DM i Spejder-patruljerne. 15 minutter er ikke nok til at tjekke tre telte - hvem skulle have troet det?

Undervejs blev der spist flødeboller, som Niels havde med, da han endelig havde fået et arbejde.

Der blev sluttet af med ophængning af patruljeskilte indenfor (af Mathias) og uddeling af mødestjerner.

torsdag den 5. april 2018

Tropsmøde d. 5. april 2018

I aften fik Tropsspejderne pakket til "DM i Spejder 2018", som er i den kommende weekend på Port Arthur. Seniorerne havde pakket deres patruljekasse på deres Seniormøde om tirsdagen.

Tropsspejderne fik også lavet deres patruljeskilte færdige.

De resterende spejdere fik ansvaret for at tjekke og pakke telte, så der var tre hele telte til weekendens turnering. Det blev klaret på 15 minutter, som må siges at være ny rekord for tre telte. Om det hele så er der - ja, det må tiden vise.

Mødet blev afsluttet med uddeling af mødestjerner.

torsdag den 22. marts 2018

Storspejdermøde d. 22. marts 2018



Storspejderne og Seniorerne fortsatte med deres patruljeskilte i aften. Deres skitser blev ført over på træpladerne og de påbegyndte at brænde dem ind i pladerne.

Sofie, Anne-Sofie, Mathias N. og Kasper fik lavet snobrødsdej og bål udenfor. Det gav også lidt sved på panden, da de fik båret brænde ind i brændeburet indenfor.

DM i Spejder 2018 nærmer sig med hastige skridt. Storspejderne og Seniorerne er ved at være klar til kamp.

torsdag den 1. marts 2018

Storspejdermøde d. 1. marts 2018

Storspejderne og Seniorerne var igen delt op denne aften, hvor de skulle lave patruljeskilte og finde ud af, hvilke patruljer der skulle deltage på DM i Spejder 2018 her til april.

Storspejderne fik lavet to kandidater til deres patruljeskilte: Savage Chihuahuas og Savage Bambis.

Seniorerne fik lavet to stk. også: Bonderøvene og Sommerfuglene. Sommerfuglenes råb er ret genialt, skulle jeg hilse at sige.

Theis fik malet nogle af vores distrikts-skilte fra SL2017 hvide igen, så de kan genbruges til patruljeskilte. Vi finder en ekstra aften, hvor vi kan lave skiltene, da vi ikke har flere almindelige møder, hvor vi kan nå det.

torsdag den 22. februar 2018

Storspejdermøde d. 22. februar 2018

I aften lavede Troppen mad. Der blev lavet timian-gryde (kalve/svinekød) med bacon - og med suppehorn som tilbehør.

Troppen blev delt i to: Storspejderne for sig og Seniorerne for sig.


Martin og jeg måtte gerne hjælpe Storspejderne, mens Seniorerne kørte deres eget løb.

Der var dog ikke brug for ret meget hjælp ved Storspejderne, da de efter lidt startvanskeligheder med bålet kom i gang og fik afsluttet nogenlunde samtidig med Seniorerne. Begge timiangryder smagte rigtig godt og der blev skrabet gryder til sidst.



Simon har fremstillet en gryde-gizmothingy, som kan bruges på bål. Man kan placere gryder på den, så man har et stabilt "komfur". Han får lavet et par ekstra, som vi tager med til DM i Spejder (og andre arrangementer fremover).



Så vil det også være lidt nemmere at styre varmen, som der var lidt for meget af i aften. Det var ikke så nemt at skrue ned og når der ikke var mere tid, så blev det ikke noget specielt godt glødebål. Det bliver bedre næste gang.

Alle overlevede dog og maden blev spist op. Det var en succes.

søndag den 18. februar 2018

DM i Spejder 2018 (indbydelse)

Indbydelsen kan hentes via "Sedler og indbydelser" ude til højre eller via dette LINK.



torsdag den 25. januar 2018

Storspejdermøde d. 25. januar 2018






I aften blev der kigget på koder og øvet koder. Der var bl.a. AK-kode, frekvens-kode, frimurer-kode, morse-kode og mange flere.

torsdag den 18. januar 2018

Storspejdermøde d. 18. januar 2018




Til aftenens møde blev der øvet morse. Der blev bygget tårne til at sende/modtage morse og der blev skrevet beskeder, der blev sendt mellem patruljerne.




torsdag den 11. januar 2018

Storspejdermøde d. 11. januar 2018




I aften startede Troppen med at lave bål udenfor, kun med brug af de ting, som de havde i lommerne

til optænding. Brændet var selvfølgelig til fri afbenyttelse, men de måtte kun bruge tændstikker, lightere, pap, papir, optændingsblokke, økser etc., som de havde på sig.

Det gik rigtig fint og begge patruljer havde ild i deres bål meget hurtigt. Bålene blev brugt til at riste og branke skumfiduser.

Efter det gik Troppen indenfor, hvor de blev informeret om DM i Spejder 2018, hvilke discipliner der var i turneringen og om hjemmeopgaven. Derefter blev der øvet knob i patruljerne. Noget, som der også bliver brug for til DM i Spejder 2018.