tirsdag den 15. oktober 2024

Gokart for Seniorer, Rovere, Ledere og Gruppebestyrelsen

  Kære alle, nu er det tid igen!!!


Traditionen tro er det ved at være tid til det årlige Gokart-arrangement for Seniorerne, Roverne, Lederne og Gruppebestyrelsen.


Derfor bliver i hermed inviteret til en hyggelig eftermiddag med et “Søndagsræs”, hvor der bliver rig mulighed for at give de andre gruppebestyrelsesmedlemmer og spejdere baghjul og ikke mindst få en god eftermiddag.



Arrangementet finder sted i Odense Gokart hal - Cikorievej 32, 5220 Odense SØ

Kl. 13.30- ca 15.30, søndag d. 27/10/2024



Pris: 295kr pr. snude. (I prisen er inkluderet hjelmhue/hjelm, 1 sodavand og 1 snack, som er en del af pakken ved “Søndagsræset”)


Det eneste krav for at deltage, er at du er over 140 cm høj og har lyst til at køre ræs.



Tilmelding foregår HER

S.U. mandag d.21/10/2024 (Det er ikke muligt at blive meldt til efter S.U.!!)



Læs mere om Gokarthallen her - http://odensegokart.dk/

torsdag den 10. oktober 2024

Tropsmøde d. 10. oktober 2024

Troppen+ fik en udfordring på det sidste møde før efterårsferien: I får bind for øjnene, I får refleksveste på, I bliver kørt et sted hen ude i mørket og I får et kort til at finde tilbage til Sortenkær.

I skal selv finde ud af, hvor I er henne og I følges ad i to patruljer. I må ikke bruge telefon eller lignende.

De to patruljer blev kørt ud hvert sit sted langt inde i det mørkeste Andebølle. 

De havde ca. halvanden time til at komme tilbage til Sortenkær.

Klokken blev tre minutter i 21 og begge patruljer havde meldt klar på Sortenkær - alle spejdere var vokset ca. en halv meter og havde haft en rigtig god oplevelse. De var meget stolte.

Spejderne havde samarbejdet i deres patruljer, læst kort og de havde holdt en god hastighed. 


onsdag den 9. oktober 2024

Ulvemøde d. 9. oktober 2024

På Ulvenes sidste møde på Sortenkær holdt vi Legemøde, hvor Kasper, Mikkel og Niels hver havde to lege med. Der blev bl.a. leget "Nat og dag", "Hanekamp", "Djævelens Hov" og "Kimsleg".

Efter efterårsferien er vi på Bakkevej 49.

Bævertur d. 1/11-2/11

Hvor skal vi hen? 

Vi skal til Bakkevej 49, Vores egen spejder hytte i Vissenbjerg

Adressen er: Bakkevej 49, 5492 Vissenbjerg.


Vi mødes fredag d. 1. november kl. 17.00 på Bakkevej

Turen slutter på Bakkevej d. 2. november kl. 12.00

I kan lokke bæverne med et mærket som de får få at være med turen, hvis turen i sig selv ikke er overbevisende nok for dem:)



Medbring:

sovepose/liggeunderlag, hovedpude, min. 1 sæt skiftetøj, din ynglings sove bamse

Hvis I er i tvivl om, hvad I skal pakke, så kan I finde en pakkeliste her på hjemmesiden.



Tilmelding og pris: 


Pris: 50 kr.

Tilmelding: L I N K

S.U. 30/10-2024
(Tilmeldning må meget gerne ske før S.U. og man kan ikke blive tilmeldt efter fristen)

søndag den 6. oktober 2024

KFUM-Spejderne har samlet 36 kg skrald i Vissenbjerg (6. oktober 2024)



Har du i dag set nogle spejdere og spejderforældre gå rundt med gribestænger og store affaldssække, så var det KFUM-Spejderne i Vissenbjerg, der samlede affald i det meste af Vissenbjerg by ☘️🌱🍃


Vi startede foran SPAR Vissenbjerg kl. 10 og gik til kl. 13, hvor vi fik vejet affaldet.


SPAR bød også på noget at drikke og lidt godt at spise. Tak for det til Spar Vissenbjerg 👍



I 2021 samlede spejderne 37,9 kg affald. 

I 2022 samlede de 80 kg affald.

I 2023 samlede spejderne 63,8 kg affald.


Og i år samlede KFUM-Spejderne i Vissenbjerg 36 kg affald.



Der blev bl.a. samlet 3062 cigaretskodder/snusposer samt en masse tomme cigaretpakker og snusæsker. Derudover var der masser af tomme/ødelagte øl-, sodavands- og energidriks-dåser. 


Det var også et par sko, t-shirts, kakao-flasker, masser af emballage og en masse andre ting, som ikke nedbrydes specielt hurtigt i naturen.



"Samle skrald"-dagen er blevet en årlig tradition, som er blevet til i et samarbejde mellem SPAR Vissenbjerg og KFUM-Spejderne i Vissenbjerg.

torsdag den 3. oktober 2024

Juniormøder med flag

 Vi har gennem de sidste tre mødegange haft tema om flag som vi afslutter næste gang vi mødes.

Vi har:

  • Øvet flagknob
  • Lært om flagregler i Danmark
  • Hejst flag
  • Hørt histroien bag Dannebrog
  • Lært om de danske og nordiske flag
  • Øvet flagsang
For at give juniorne afveksling har vi på møderne også hejst tunneltelt, lavet bål med tændstål og prøvet nogle nye lege.

Juniorne er blevet udfordret til at kunne "Vaj højt, vaj stolt" udenad. Det bliver spændende at høre næste gang


Vaj højt, vaj stolt og frit vort flag
med dugen hvid og rød!
og vidn vor sag er Danmarks sag!
vi vil ej savnes på den dag,
da terningen om liv og død
skal rulle i dets skød!

Vaj højt, vort mærke, fra din stang
i solskin, regn og vind!
flyv lystig gennem skov og vang,
ombrust af glade stemmers klang;
men væk og alvor i vort sind!
vi os til manddom ind!

Tropsmøde d. 3. oktober 2024

Fire af Roverne (Mikkel, Asta, Gustav og Marcus) havde som en del af deres G-Y-S-mærke forberedt et Escape Room, hvor Troppen skulle løse koder og andre ting for at komme ud af rummet (spejderhuset på Sortenkær). Undervejs blev der også skruet lidt på uhygge-knapperne af Roverne.

Alle spejderne kom ud af rummet, men der var lidt delte meninger om uhyggen: nogle af spejderne syntes, at al uhyggen var sjovt og fedt, mens andre var lidt mindre imponerede af den uhyggelige børnesang og banken på ruderne.


onsdag den 2. oktober 2024

Ulvemøde d. 2. oktober 2024

Ulvene blev delt op i to grupper: den ene gruppe lavede pandekager over bål med Niels og den anden gruppe lavede trangia-mad sammen med Kasper og Mikkel.