torsdag den 24. september 2020

Tropsmøde d. 24. september 2020: Julemøde

I aften var det juleaften. Eller rettere: der var kun tre måneder til juleaften og det fejrede Troppen ved at holde julemøde.

Vi startede med at synge første vers af "Højt fra træets grønne top" og så var der et juleløb.

Post 1: Byg din egen flæskestegssandwich & Tegn en juletegning/tegneserie (Simon/Kasper)

Post 2: Gæt en julesang & Julequiz (Niels)





Efter løbet mødtes vi inde i hytten og så var det blevet tid til den tredje post: pioner noget julet med gæstedommer Marie. De to patruljer gik udenfor og pionerede i en halv time indtil deres kunstværker skulle bedømmes. Den ene patrulje havde lavet et juletræ og den anden patrulje havde lavet en nissehue med en spejder som kvast. Nissehuen vandt.

Vi sluttede af med at synge "Nu er det jul igen" og løbe rundt om flagstangen et par gange.

Glædelig jul. 

torsdag den 17. september 2020

Tropsmøde d. 17. september 2020: UrbanScoutBattle 2020

Troppen, Troplederne og Juniorlederne mødtes på Bakkevej 49 for at deltage i årets UrbanScoutBattle, som er et online-spejderløb for alle spejderkorps. Der er opgaver af forskellige typer og man bliver udfordret på mange måder.

I år deltog Troplederne og Juniorlederne med hver deres patrulje, hhv. Vaskebjørnene og Snobrøene.

Begge Trops-patruljerne arbejdede godt sammen i de to godt og vel to timer, som løbet varede. De skulle bl.a. lave et korthus og løse koder.

I voksenkategorien vandt Snobrøene over Vaskebjørnene, da Juniorlederne bl.a. var ret gode til at lave Instagram-filtre. Vaskebjørnene lavede dog en forrygende pausefisk-film.

Vaskebjørnenes fortolkning af opgaven "On Air":



onsdag den 16. september 2020

Ulvemøde d. 16. september 2020

Til aftenens Ulvemøde var der blevet set hajer på Sortenkær og Ulvene skulle bygge broer, så de kunne komme over åerne og ikke blive spist.



fredag den 11. september 2020

Konfirmationsflag 2020




Vi har brug for hjælp til flagopsætningen for årets sidste konfirmation.

Der skal sættes op om morgenen og tages ned sidst på eftermiddagen. Vi kører med flagene på en trailer. Så én er chauffør og de andre sætter flag op.

Det tager knap en time pr. gang og vi håber på, at I har lyst til at hjælpe med det. Det giver en god indtjening til spejderne. Både børn og voksne kan hjælpe til.

Traileren der køres med vejer total ca 960kg, så det skal du kunne trække, hvis du melder dig som chauffør

Det drejer sig om:

lørdag d. 19. september:

mødes kl. 8.00 v. Nyvej 8
mødes kl. 17.00 v. Nyvej 8


torsdag den 10. september 2020

Tropsmøde d. 10. september 2020

I aften tog Troppen flagmærket. Alle de fremmødte spejdere modtog mærket efter de havde gennemført disse tre poster:

Post 1: 

Sæt flaget ved flagstangen - brug flagknob, råbåndsknob og lær flagknob med rundtørn. 

Læg flaget sammen - uden at det hvide er synligt. Hvorfor må det hvide ikke være synligt btw?



Post 2: 

Flagdage - hvilke dage har vi i Danmark? Hvilke dage flager vi hjemme? Hvilke dage flager kirken? Hvilke dage flager militæret?
(uden telefon)

Gennemgang af flagregler med spejderne.



Post 3: 

Flagsange - Øv og syng: "Vaj højt..." og "Fra himlen er du faldet..."
Hvor stort skal flaget være ift. stangen? 
(her må gerne bruges telefon)

Hvad er historien bag Dannebrog? Genfortæl for lederen.
(her må gerne bruges telefon)


Julie og Maria har modtaget deres Fletty-mærker (10. september 2020)

I aften blev der uddelt to stk. Fletty-mærker til Julie og Maria.

Flot klaret og tillykke med dem 👍


onsdag den 9. september 2020

Ulvemøde d. 9. september 2020

På aftenens Ulvemøde var der tre poster:


Post 1: Ulvelov / ulveløfte + snitning

Post 2: Kompasretninger (inkl. hvad er hvad på Sortenkær?)

Post 3: Ulvesangen - gennemgå sangen med hjælp fra leder (kan I sangen og synger I rigtigt?). 


Til sidst på mødet fik de seks gamle Ulve udleveret Stifinder-mærket, som de begyndte på før Corona. 

mandag den 7. september 2020

Tropsmøde d. 17. september 2020: Ændring af tid og sted


Denne aften deltager vi i den tværkorpslige konkurrence "Urban Scout Battle", hvor vi skal dyste mod en masse spejdere fra andre korps.

Vi mødes i Spejderhuset på Bakkevej 49 kl. 18.15 denne aften, da konkurrencen starter kl. 18.30 og vi skal være klar der.

Troppen er tilmeldt i de tre tropspatruljer og vil få udleveret kodeord etc. til at komme ind på den side, hvor spørgsmål/opgaver vil være.

Juniorlederne (Marie, Magnus og G.) deltager som en patrulje og det samme gør Troplederne (Simon, Kasper og Niels).

Man må bruge alle hjælpemidler, så medbring meget gerne computer, mobiltelefoner, kartoffelskrællere og jeres yndlings-lærer, hvis han/hun kan hjælpe. Man må også gerne ringe til en ven.

I kan læse mere om konkurrencen HER.

Konkurrencen slutter kl. 21.00.

torsdag den 3. september 2020

Tropsmøde d. 3. september 2020

I aften blev Troppen sat til at lave handicap-pionering. De blev bundet sammen to og to, så de kun havde én hånd fri pr. mand. De byggede trebukke, som de skulle op at stå på bagefter. Bagefter øvede de knob.

Efter pioneringen legede Troppen "Kram et træ", hvor de var sammen to og to og de skulle finde et træ på Sortenkær, som de skulle kramme med bind for øjnene. Herefter skulle de ud og finde træet igen.

Til sidst gik alle indenfor i hytten og spejderne kom med forslag til, hvad vi kunne lave om "formiddagen" på Omvendt lejr til november.

Pionering

 

 


Til denne uges møde fik juniorne prøvet kræfter med pionering. De fik bygget 4-bug og 3-bugge samt skråstivere.

onsdag den 2. september 2020

Ulvemøde d. 2. september 2020

Ulvene øvede knivbevis i aften og Nor, Sebastian og Molli modtog deres knivbeviser.

Kim kørte tur med Land Roveren og Ulvene på marken - se mere nedenfor.

Der blev sluttet af med "Tyr".



torsdag den 27. august 2020

Tropsmøde d. 27. august 2020

I aften blev der lavet seks gange aktiviteter, som Tropspatruljerne stod for.

Det var bl.a. avisbanke, talgemme, levende vendespil og "Drama i Elmegade".

onsdag den 26. august 2020

Ulvemøde d. 26. august 2020

Til aftenens ulvemøde fandt vi bestemmelsesdugene frem for at finde svampe, dyr og blade på Sortenkær. Der blev også snittet en stak pinde.

Vi sluttede af med en omgang Chubby Bunny.


torsdag den 20. august 2020

Tropsmøde d. 20. august 2020

Til aftenens møde fik de tre nye trops-patruljer prøvet forskellige samarbejdsøvelser.

Samarbejdsøvelser:

Hele patruljen igennem et stykke papir (Kasper)
Trafikprop (Simon)
Løft flaske med snore, uden at røre flaske (Kasper)
Radiobiler (Simon)
Stil op efter fødselsmåned, gadenavn, antal søskende (Niels)

Patruljerne sluttede af med at finde på aktiviteter til næste møde.


Samarbejde

 

 

 Så fik juniorne lært lidt om hinanden. De skulle stille op efter ynglings ting mm. uden at sige et ord.

onsdag den 19. august 2020

Ulvemøde d. 19. august 2020



Første ulvemøde efter sommerferien gik stille for sig, da der kun var et fremmøde på 4 stk ulve og 4 stk ledere.
Mødet blev brugt på rundvisning på Sortenkærs arealer og derefter hygge med bål og skumfiduser



søndag den 12. juli 2020

Sommerlejr-dagbog 2020: Dag 6 & 7

Lørdag d. 11. juli, det herrens år 2020

Flaget blev sat op, morgenmaden spist og der var inspektion af spejdernes telte. Bagefter fortsatte spejderne med at bygge deres tivoli. 




Kl. 10 ankom Ulvene og Juniorerne og de lavede det sidste færdigt på deres huler. Bagefter lavede de hver deres forhindringsbane i skoven.
Et par stykker tog parløbs-mærker i løbet af dagen: Julius/Malthe og Nicholas/Liam tog 5 timers-parløb og Asta/Lucas og Sofie/Marie tog 10 timers-parløb. De var bundet sammen, så de skulle gøre alt sammen i løbet af de 5/10 timer.



Sofie og Marie forsøgte desuden at tage makrel i tomat-mærket (1 kg makrel i tomat på en time). Marie gennemførte og Sofie gjorde næsten. De fik dog begge spist en masse makrel i tomat.

Efter frokost fortsatte Ulvene/Juniorerne med forhindringsbanerne og fik hygget i hulerne. 

Lørdagens aftensmad var svensk pølseret, som Juniorerne stod for - i samarbejde med Marie og Sofie.

Efter aftensmaden var der lejrbål med havregryns-konkurrence, avis-sketch og gode spejdersange. 


5 timers-parløb-mærkerne blev delt ud:



Der blev sluttet af med at synge enhedernes afslutningssange efter flaget var taget ned.


Søndag d. 12. juli, det herrens år 2020

Sidste dag på lejren - efter morgenmaden blev der ryddet op, ledernes biler blev pakket med grej og mastesejlet blev taget ned. 

Godnat og tak for en god lejr.

fredag den 10. juli 2020

Sommerlejr-dagbog 2020: Dag 5

Fredag d. 10. juli, det herrens år 2020

Morgenvækning kl. 7 og flag kl. 8. Med morgenmad og inspektion overstået gik spejderne i gang med at pionere et tivoli med karrusel og gynger.

Kl. 10 ankom Ulvene og Juniorerne. De fortsatte med deres huler, der fik både over-etager, kældre, bålsteder og isolering.

Kl. 12 var der frokost og kl. 13.30 gik Ulvene og Juniorerne på vandretur sammen med Mathias, Kasper, Sofie, Astrid og Niels. 

Det var rigtig fint vejr til det og den lille vandretur blev gennemført på ca. to timer, inkl. en pause på den nye legeplads i Andebølle.


Da de kom tilbage til Sortenkær igen var der is til alle. Julie og Maria stod for uddelingen af is og Mathias stod for krymmel-uddelingen. 

Kl. 17 gik madholdet i gang med aftensmaden, som i dag var en pastaret med bacon, champignoner og squash. 

Efter aftensmaden var der hygge med chips, slik og UNO i hytten, indtil det var tid til at se soveposer.

torsdag den 9. juli 2020

Sommerlejr-dagbog 2020: Dag 4

Torsdag d. 9. juli, det herrens år 2020

Flaget blev sat kl. 8.00 (med spejderne på hiken med på medhør/sang). Herefter kørte Kasper, Rasmus, Simon og Niels mod Glamsbjerg med morgenmad og for at hente teltene med hjem.

I Glamsbjerg blev der sagt godmorgen og teltene blev pillet ned. 

Kl. 9.15 kørte Rasmus, Kasper og Niels tilbage til Sortenkær igen og Simon blev tilbage hos spejderne og fulgtes med dem hjem til Sortenkær på resten af hiken.

Kl. 10.00 mødte Ulvene og Juniorerne på Sortenkær, hvor de blev budt velkommen og gik i gang med at bygge huler. Kl. 12.00 spiste alle frokost og herefter kørte Magnus og Rasmus ud til spejderne på hiken med frokost.

Kl. 14.00 var der et løb for Ulvene og Juniorerne, hvor der var 100 poster, som de skulle forsøge at finde og løse så mange af som muligt. 

Ved 16-tiden var der fri leg for alle, bl.a. et attentat på Kizz, og kl. 17 blev Ulvene og Juniorerne hentet.

Aftensmaden stod denne dag på kylling i karry og den gik madholdet fra Troppen+ i gang med, da de kom hjem. 

Efter aftensmaden blev der sunget fødselsdagssang og uddelt en syrlig gave til Niels, der fyldte 39 år denne dag. Der var kage fra Mor Ruth og Mor Heidi. Hugo kiggede også forbi med en kasse TopForm og slik fra Tyskerland.


Hike-spejderne var trætte, så det blev ikke den længste aften på sommerlejren, inden de valgte at se soveposer.

onsdag den 8. juli 2020

Sommerlejr-dagbog 2020: Dag 3

Onsdag d. 8. juli, det herrens år 2020
Alle blev vækket kl. 7 og efter flag kl. 8 var der morgenmad. Derefter blev teltene inspiceret og spejderne gjorde klar til hike.

Ca. kl. 11 fik spejderne spist frokost og pakket madpakker. Herefter gik vandringen mod Tommerup St., hvor de skulle køre på skinnecykler til Glamsbjerg. Spejderne gik afsted i følgeskab med Simon.

Da de var ved at ankomme til Tommerup St. ringede spejderne til Kasper. Niels og Kasper kørte derned med telte og vand og mødtes med dem ved SuperBrugsen, hvor sadlerne til skinnecyklerne blev udleveret til Simon.

Fra Tommerup St. gik turen på skinnecykler til Glamsbjerg, hvor cyklerne blev låst fast, aftensmaden (suppe) blev indkøbt og teltene blev sat op ved DDSernes hytte.


Om aftenen kørte Magnus, Kasper og Niels ned til spejderne for at hente Simon og høre, hvordan dagen var gået. Spejderne var alle trætte, men i godt humør.

Der blev sagt godnat og lederne kørte tilbage til Vissenbjerg.

tirsdag den 7. juli 2020

Sommerlejr-dagbog 2020: Dag 2

Tirsdag d. 7. juli, det herrens år 2020

Morgenvækning kl 7 og flag kl. 8. Flagknobet blev genopfrisket denne dag (og andre dage) i løbet af ugen. 

Efter morgenmad var der inspektion og pludselig var der alarm. Det var blevet tid til en førstehjælpsøvelse, skabt og tænkt af Magnus med hjælp fra et par jyske spejderkammerater.

Der var sket et stort uheld nede ved vejen: Marcus havde lånt Niels' bil for at hente romkugler, mens Buller var i gang med at fælde et træ, som så var faldet ned over ham, foran Niels' bil med Marcus bag rattet og ramt Magnus på den anden side af vejen. Ovre ved shelteret var der nogen, der havde fået et chok af braget og brændt sig på deres bål. Spejderne skulle nu hjælpe i dette kaos, udøve førstehjælp og ringe til alarmcentralen (tlf. til Niels). 


Ikke alle de tilskadekomne overlevede, men der blev tilkaldt hjælp og alle blev tilset mere eller mindre. Efter ulykken var der gennemgang af positive og negative ting ved spejdernes behandling af de tilskadekomne samt alarmopkaldet til den lidt forvirrede Caroline (aka Niels) på alarmcentralen.
Efter frokost var der kodeløb på marken, som alle fik gennemført (med lidt hjælp og hints). 

Kl. 17 begyndte madholdet på aftensmaden: chili con carne.

Ved 22-tiden var det godnat og sov godt. De sidste, der manglede at sove på platformen, fik fundet sovepladser der.

Kl. 00.00 var der smuglernatløb, hvor der blev smuglet joints, diamanter, moonshine og sjove ting i sølvpapir. Der blev spillet på casino og snydt politifolk. 

mandag den 6. juli 2020

Sommerlejr-dagbog 2020: Dag 1

Mandag d. 6. juli, det herrens år 2020

Troppen+ og en stak ledere mødtes på Sortenkær kl. 14. Her blev der sat to gule tunneltelte op og spejderne begyndte at bygge en platform, som skulle bruges til at sove på (for at få et mærke). Ved 17-tiden blev der startet aftensmad op og dagens ret var den klassiske pasta med kødsovs.

Ved 22-tiden efter et lille lejrbål var det tid til at gå til ro på platformen. Efter fem minutter lød der et brag: en af rafterne, som var blevet brugt til at bygge andre rafter på, var ikke helt så solid som først antaget, så den var knækket og nu stod der kun den ene halvdel af platformen tilbage på 1 meters højde. Resten lå mere eller mindre nede på jorden. Heldigvis var ingen kommet til skade. 

Den ene halvdel af platformen blev erklæret “død” og dem, der skal skulle have sovet der, gik tilbage i teltene - så kunne der blive byttet igen natten til onsdag, så alle fik sovet på platformen.

fredag den 19. juni 2020

Sommerlejr på Sortenkær (uge 28)


Årets sommerlejr kommer til at forløbe lidt anderledes end de andre år, da vi afholder den på Sortenkær og alle deltager ikke på samme måde. Vi var nødt til at vente på, at vi måtte være flere sammen end 10 stk., så vi kunne invitere til sommerlejren.

Troppen (inkl. Seniorer og Rovere) deltager fra mandag d. 6. juli kl. 14.00 til søndag d. 12. juli kl. 11.00.

Ulvene og Juniorerne deltager fra torsdag d. 9. juli til lørdag d. 11. juli. De overnatter ikke på Sortenkær, men er på lejr fra kl. 10 til kl. 17 torsdag og fredag. De spiser frokost sammen med Troppen+ torsdag-lørdag.

Lørdag er Ulvene/Juniorerne på Sortenkær fra kl. 10 til kl. 20, da vi holder fælles afslutningslejrbål den aften. Denne aften spiser de aftensmad sammen med Troppen og bliver hentet kl. 20, da lejrbålet slutter der.


T I L M E L D I N G  O G  P R I S

Tilmelding/afbud foregår til kfumvissenbjerg@gmail.com senest søndag d. 28. juni 2020.

Pris: lejren er gratis i år, men vi modtager meget gerne frugt, boller, kager og is.


M E D B R I N G

Ulvene/Juniorerne: tøj efter vejret, drikkedunk, spisegrej, gode vandresko og husk solcreme hjemmefra.

Troppen+: alm. lejrudrustning (se Pakkeliste ude til højre under Diverse), hængekøje (hvis I har), lommepenge (max. 100 kr.).


torsdag den 18. juni 2020

Tropsmøde d. 18. juni 2020

Troppen skulle i aften lave pandekager og hyldeblomst-kager over bål.

Simon havde fundet ingredienserne og Niels havde fundet grejet til det.

De tre patruljer fik hver deres opgave: båltænding, fremstilling af dej og indsamling af hyldeblomster.

Kl. 20.00 gik Troppen i gang med at lave pandekagerne/hyldeblomstkagerne, som alle fik smagt.


onsdag den 17. juni 2020

Ulvemøde d. 17. juni 2020

Ulvene skulle i aften have lavet Skt. Hans-heks, men da ingen havde medbragt noget tøj og kun fire Ulve var mødt op, endte Ulvene med kun at samle ind til heksens krop. Så må vi se om der kommer en heks ud af det.

Bagefter prøvede Ulvene aktiviteten “Radiobiler”, efterfulgt af Kronegemme.

torsdag den 11. juni 2020

Tropsmøde d. 11. juni 2020: Første møde efter Corona

Troppen startede med at rydde hulerne op i skoven og bagefter skulle de finde på forslag til årets sommerlejr.

Herefter havde Simon og Kasper forberedt nogle forskellige lege: Kronegemme, Løver efter hyæner og radiobiler.

Skt. Hans Aften 2020 på Sortenkær / Sidste møde før sommerferien


  


KFUM-Spejderne i Vissenbjerg indbyder dig og din familie

til en hyggelig Skt. Hans Aften tirsdag d. 23. juni i det grønne på Sortenkær

(Sortenkærvej 24, 5492 Vissenbjerg)


Grillene vil være klar kl. 18.00.


Medbring: kød & grønt, drikkevarer og service. 


Der vil være borde og bænke til fri afbenyttelse, 
men medbring gerne et tæppe til at sidde på på græsset (for en sikkerheds skyld).
Skt. Hans-bålet vil blive tændt kl. 19.30.




NB: 

Oprykning til nye enheder vil foregå til Spejder for en dag-arrangementet d. 15. august,
som er det fælles opstartsarrangement for alle enheder og forældre efter sommerferien.


onsdag den 10. juni 2020

Ulvemøde d. 10. juni 2020: Første møde efter Corona

På aftenens møde blev der hygget med at lave skumfiduser over bål.

To Ulvepatruljer fandt optænding til bålet og den tredje patrulje huggede brænde sammen med Maria og Julie.

mandag den 8. juni 2020

Opstart i enhederne før sommerferien (uge 24)

Hej alle Ulve, Juniorer, Tropsspejdere, Seniorer og Rovere, 

nu må vi igen være sammen mere end 10 stk. personer, så derfor afholder vi almindelige enhedsmøder i tiden op til sommerferien. 

Møderne vil selvfølgelig følge alle regler ang. afspritning, 1 m afstand etc.


Vi starter allerede i denne uge, så vi kan få luftet uniformerne lidt før sommerferien:


Onsdag d. 10. juni: Ulvemøde kl. 18.00 - 19.30 (Sortenkær)

Torsdag d. 11. juni: Juniormøde kl. 18.30 - 20.00 (Sortenkær)

Torsdag d. 11. juni: Tropsmøde kl. 19.00 - 21.00 (Sortenkær)


Onsdag d. 17. juni: Ulvemøde kl. 18.00 - 19.30 (Sortenkær)

Torsdag d. 18.  juni: Juniormøde kl. 18.30 - 20.00 (Sortenkær)

Torsdag d. 18.  juni: Tropsmøde kl. 19.00 - 21.00 (Sortenkær)


I ugen, hvor der er Skt. Hans-aften (mere om det arrangement inden ret længe), 
er der ikke alm. enhedsmøder. Skt. Hans-aften er sidste møde før sommerferien.


Vi glæder os til at se jer igen.


Med mange spejderhilsener

Lederne



Konfirmationsflag 2020




Vi har brug for hjælp til flagopsætningen for årets konfirmationer.

Der skal sættes op om morgenen og tages ned sidst på eftermiddagen. Vi kører med flagene på en trailer. Så én er chauffør og de andre sætter flag op.

Det tager cirka en time pr. gang og vi håber på, at I har lyst til at hjælpe med det. Det giver en god indtjening til spejderne. Både børn og voksne kan hjælpe til.

Traileren der køres med vejer total ca 960kg, så det skal du kunne trække, hvis du melder dig som chauffør

Det drejer sig om:

lørdag d. 20. juni:

mødes kl. 8.00 v. Nyvej 8
mødes kl. 17.00 v. Nyvej 8

søndag d. 21. juni:

mødes kl. 8.00 v. Nyvej 8
mødes kl. 17.00 v. Nyvej 8


torsdag den 28. maj 2020

Byløb d. 30. maj 2020: Praktisk info

Hej Ulve, Juniorer, Tropsspejdere, Seniorer og Rovere,

byløbet d. 30. maj 2020 kommer som tidligere skrevet til at køre på en lidt anden måde end ellers, da vi stadig ikke må samles mere end 10 stk.

Der er lavet fire patruljer og der er fire poster fordelt ud over Vissenbjerg by.

Patruljerne starter og slutter på samme post. 
Dvs. patrulje 1 skal afleveres på Bakkevej 49 og hentes der igen.

Vi mødes: kl. 13.00

Vi slutter: kl. 17.00

Kontakt-tlf på dagen: 26 27 72 46 (Niels)


Patruljerne og deres start/slutsted er:

P1: Oliver, Astrid, Lias, Asta, Maria => start/slut: Bakkevej 49
P2: Jonas, Mikkel, Lucas, Theis, Marcus => start/slut: Nyvej 8
P3: Gustav, Filip, Kristian, Nicholas => start/slut: v. den gamle aula på Vissenbjerg Skole
P4: David, Lasse, Malte, Julius, Jeppe => start/slut: v. Udsigten 


tirsdag den 19. maj 2020

Byløb i Vissenbjerg by (30. maj 2020)

Så er det tid til spejder igen

Hej alle Ulve, Juniorer, Tropsspejdere, Seniorer og Rovere,

vi har savnet at se jer allesammen og nu er det endelig blevet tid til noget, der smager af spejder igen.

Vi starter op med et fællesarrangement lørdag d. 30. maj fra kl. 13.00 til kl. 17.00.

Det er et byløb rundt i Vissenbjerg by med en stak spændende (levende) poster, som er fordelt rundt i byen. 

Da vi stadig ikke må være mere end 10 personer samlet har vi besluttet at dele jer op i fem patruljer, som alle fem har forskellige start- og slutposter. Der vil altså ikke være en fælles opstart eller afslutning. 

Arrangementet er gratis og vi sørger for noget kage undervejs. I medbringer tøj efter vejret (husk uniform og tørklæde), en lille taske med en drikkedunk og masser af godt humør.

Rent logistisk er vi nødt til at vide, hvem der deltager, så vi kan dele jer ind i patruljer og så I ved, hvor I skal starte/slutte i byen. 


T I L M E L D I N G  /  A F B U D

I sender tilmelding/afbud til kfumvissenbjerg@gmail.com senest tirsdag d. 26. maj.

Torsdag d. 28. maj melder vi ud på www.kfumvissenbjerg.dk (+på mail), hvilken patrulje I er kommet i og hvor I skal starte/afslutte byløbet.

Vi glæder os til at se jer igen.


Med mange spejderhilsener fra

Lederne

søndag den 17. maj 2020

Kontrolleret genåbning

Kære spejdere og forældre

Vi glæder os over at en kontrolleret genåbning er i gang i Danmark. Vi har lov at afholde spejderaktiviteter. Vi skal holde afstand og må stadig kun samles maksimum 10 personer. Det betyder at vi nu er i gang med at planlægge følgende aktiviteter:

30/5-2020
Fælles arrangement for alle enheder. Vi laver patruljer på tværs af enhederne, som så skal på løb i Vissenbjerg by. Patruljerne kommer til at samles på forskudte tidspunkter, så vi overholder påbuddet om max 10 personer. Derudover vil vi selvfølgelig overholde de retningslinjer der gives fra Sundhedsstyrelsen omkring hygiejne.

20+21/6
Der er planlagt konfirmationer på disse datoer. Her får vi brug for forældrehjælp til at sætte flagallé op i byen.

23/6
Skt. Hans. Hvis det på dette tidspunkt er tilladt at samles op til 50 personer afholder vi Skt. Hans under hensyntagen til de retningslinjer der måtte være fra Sundhedsstyrelsen.

Uge 28
Hvis vi må samles så mange, forsøger vi at lave noget der ligner en sommerlejr på Sortenkær.
For Ulve og Juniorer bliver det uden overnatning, i dagene 9+10+11/7.
For Trop, Seniorer og Rovere bliver det med overnatning d. 6-12/7.

Vi glæder os til at se jer alle igen. Nærmere info følger om de enkelte aktiviteter.

Lørdag d. 15/8 forventer vi at starte op på efterårssæsonen. Det bliver "Spejder for en dag", hvor vi forventer at spejdere, forældre og søskende deltager, så vi kommer godt i gang igen.


Spejderhilsner fra lederne og bestyrelsen

tirsdag den 28. april 2020

Seneste nyt fra Vissenbjerg Gruppe (d. 28. april 2020)

Hej alle spejdere og spejderforældre,

vi håber, at I er ved godt mod og humøret er positivt, selvom vi desværre ikke har nogen spejdermøder eller spejderlejre for tiden. Der er dog lys forude, så bare rolig.

Først lidt dårlige nyheder:

Distriktssommerlejren (for Junior/Trop+) i Gelsted her til sommer er desværre aflyst. Den bliver afholdt næste år i stedet for, samme sted, samme tema og næsten samme tid (uge 28 i 2021, fra d. 10. - 17. juli). Alle tilmeldte vil få tilbageført de penge, som de har overført.

Efter drøftelse mellem Ulvelederne har vi besluttet, til dels pga. meget få tilmeldinger og til dels pga. Corona-krisen (2 m afstand mellem os etc.), at vi desværre ikke deltager i årets MUS-lejr på Port Arthur. Vi deltager som vi plejer igen næste år. De tilmeldte vil få tilbageført de penge, som de har overført.

Så til de gode nyheder:

D. 10. maj er sat som den dato, hvor der potentielt vil blive åbnet mere op for, hvor mange vi må være sammen (bl.a. til vores spejdermøder).

P.t. må vi faktisk godt afholde møder (iflg. korpset), men vi må stadig ikke være samlet mere end 10 stk. (inkl. ledere) og det vil give nogle problemer ift. afvikling af spejdermøder.

Vi satser på og regner med, at grænsen for, hvor mange der må være samlet, vil blive hævet d. 10. maj og så kan vi igen samles til spejdermøder på næsten almindelig vis, dog stadig med de forbehold, som vi skal følge (2 m afstand mellem os, afspritning, etc.).

Vi ser frem til at kunne afholde spejdermøder igen og lige så snart det kan lade sig gøre bliver det meldt ud til jer. 

Korpsets stifter Baden-Powell har engang skrevet: “Den halve værdi af vores træning opnås ved at lægge ansvar på unge skuldre.”


Det citat er ikke mindre aktuelt i disse dage og giver god mening, når vi må udvise vores ansvar overfor hinanden ved ikke at være sammen lige nu. Ansvaret er lagt på de unge skuldre.

Med spejderhilsen

Lederne og Gruppebestyrelsen

torsdag den 19. marts 2020

Vissenbjerg Gruppe aflyser alle arrangementer til 14. april 2020.




KFUM-Spejderne har valgt at udvide perioden, hvor alle spejderarrangementer er aflyst, for at komme COVID-19 til livs. Det støtter vi selvfølgelig op om ved KFUM-Spejderne i Vissenbjerg.

Det betyder desværre, at Påskelejr 2020, DM i Spejder og Distriktsturneringen (for Ulve/Juniorer) aflyses. 

De spejdere, der har betalt, vil selvfølgelig få refunderet indbetalingen via MobilePay. Det tager vores kasserer sig af snarest muligt.

Det vigtigste for os er jeres tryghed og at vi kan være med til at begrænse smitten af Corona-virussen.


Mange gode spejderlige hilsner og med håbet om at vi snart kan komme til spejder igen


Lederne og Gruppebestyrelsen
KFUM-Spejderne i Vissenbjerg

onsdag den 11. marts 2020

Vissenbjerg Gruppe aflyser møder/arrangementer det næste stykke tid

Hej spejdere og spejderforældre,

lederne og gruppebestyrelsen hos KFUM-Spejderne i Vissenbjerg har besluttet, at vi aflyser vores møder og arrangementer det næste stykke tid pga. den seneste melding ang. Corona-virussen fra regeringen og Sundhedsstyrelsen.

Dette betyder, at vi ikke afholder de ugentlige møder og arrangementer (det gælder også “24 timer med selvudløser” på lørdag) det næste stykke tid.

Vi håber og satser på, at vi kan afholde Påskelejren d. 3. - 5. april som planlagt, så husk at blive meldt til. Hvis lejren ikke bliver afholdt vil I selvfølgelig få pengene tilbagebetalt.

Når situationen ændrer sig og vi igen kan afholde møder/arrangementer, så kontakter vi jer.

Vi følger regeringen og Sundhedsstyrelsens retningslinjer og påbud. Når de kommer med en udmelding om, at det er sikkert igen, så starter vi også igen.


Med spejderhilsen

Lederne og Gruppebestyrelsen
KFUM-Spejderne i Vissenbjerg


Ulvemøde d. 11. marts 2020

På aftenens møde var der tre poster. To af posterne var en del af mærket “Stifinder” og den tredje post var sat ind, da nogle af Ulvene ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt overfor hinanden.

Post 1: Lær at bruge et kompas. Find vej med kompas og pejl efter omgivelser.
Post 2: Hvad hedder verdenshjørnerne? Og hvad hedder alle dem indimellem?
Post 3: Hvordan er man en dårlig kammerat? Hvordan er man en god kammerat? Alle byder ind.