søndag den 10. november 2024

Weekendtur i Assens 2024-dagbog (8. - 10. november 2024)

Fredag d. 8. november mødtes Juniorerne og Troppen+ i Willemoes-gruppens hytte "Spejderbo" ved Møllerhuse.

Her blev de 13 Trops-spejdere, Juniorer og ledere indkvarteret i hyttens rum og bagefter var der mulighed for at hygge med spil af forskellig art (bl.a. "Werewolf"). 

Nogle af spejderne kørte i Netto for at handle ind til morgenmad/frokost til lørdag/søndag.


Lørdag morgen blev flaget sat kl. 8.00 og bagefter var der morgenmad.

Efter opvask var det tid til at forsøge at tage to mærker, nemlig "Køkkenbord" og "Kitkat", hvor man skulle sætte telt og køkkenbord op på en halv time og samarbejde som en patrulje. 

De to patruljer gik i gang og de var gode til at samarbejde. Begge patruljer endte dog med at sætte telt og køkkenbord op to gange, da de ikke var godkendt af lederne første gang.


Anden gang blev begge dele godkendt og nu byttede patruljerne, så de kunne sætte den anden ting op. 

Her lykkedes det dog begge patruljer at få telt og køkkenbord godkendt første gang.

Rafter, reb og telt blev pakket sammen - og så blev det tid til frokost efter lidt tid med deres telefoner, som ellers havde været afleveret i en kasse siden fredag aften, hvor spejderne ankom.

Telefonerne blev afleveret igen, der blev spist rugbrødsmadder og slappet af, indtil det var tid til et byløb igennem Assens By. 

Kl. 14.00 startede byløbet, hvor spejderne bl.a. kom forbi Vestfyens Bryggeri, Tobaksgaarden, to kirker og fik en fransk hotdog nede på Havnegrillen.


Efter byløbet gik turen tilbage til hytten igen, hvor spejderne hyggede, snakkede og spillede spil.

Kl. 19.00 var der pizzaer til folket og efter det solide aftenmåltid var det tid til dagens tredje aktivitet: Mærkedesigner. Her skulle de to patruljer udvikle hvert deres mærke med regler og design.


Der kom nogle fine ideer på bordet, men spejderne blev ikke helt færdige med mærkeudviklingen, så det bliver gjort færdigt på et senere Tropsmøde.

Søndag morgen var der flag og morgenmad - og derefter gik turen over til Jordbassinerne til en frisk morgentur. Efter at have nydt den flotte natur gik spejderne hjem igennem byen til "Spejderbo".


Lejrens sidste punkter var frokost og dernæst oprydning i hytten.

Der blev sluttet af med flagnedtagning, "Fra Himlen er du faldet" og "Kære far i høje himmel".


Tak for en rigtig god lejr fra Lederne

Ingen kommentarer:

Send en kommentar